Debatindlæg af Fridtjof Piene Gundersen bragt i den norske avis "Dagbladet" den 16 september 2019 oversat til dansk af google og Mikkel Meinike Nielsen

Link til det oprindelige debatindlæg på norsk

Debat: Børnebeskyttelse

Norsk børnebeskyttelse er ude af kontrol

Dette er også en dom over Norge som retssamfund.

OFFENTLIGGJORT 16. SEPTEMBER 2019 

Fridtjof Piene Gundersen, advokat, Barneadvokaterne

Tirsdag skete der noget, der får langt større konsekvenser for norske børn end kommunevalget. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dømte Norge for en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne. Det skete i storkammeret, der kun bruges i vigtige spørgsmål af stor principiel betydning.

Norge blev domfældeldet med tvang at have adoptert Trude Strand Lobbens søn. 13 ud af 17 dommere mente, at den tvungne intervention var i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention (EMKR).

EMD har truffet afgørelse om norsk børns velfærd. Det er også en dom over Norge som retssamfund. Da Strand Lobbens søn blev tvangsadopteret, var det fordi hun var blevet frataget omsorgen for sin søn et par år tidligere. Den tragiske omsorgsovertagelsessag er et brud og et klart angreb. Endnu mere tragisk er, at det også er en typisk norsk børnevelfærdssag.

På kort tid er Norge gået fra at være et fyrtårn for menneskerettigheder til at få et blakket ry. Strand Lobbens-sagen er en af ​​26 norske børnevernssager, der i øjeblikket er til behandling i EMD. Efter min overbevisningen er det sandsynligt, at Norge vil blive dømt i mange af disse sager. At alle sager vedrører et administrativt område (børns velfærd) er usædvanligt. Kun Rusland og Tyrkiet kan pege på et lignende opmærksomhedsniveau fra EMDs side. Men forskellen i befolkningstal betyder, at Norge i dag står som den klare vinder af klassen for antallet af mulige krænkelser af menneskerettighederne.

Det er en stille katastrofe, der har ødelagt mange norske familier. Ofrene glemmes, mens regeringen og politikerne lever i en boble - frakoblet en brutal virkelighed. Medierne har også forsømt deres rolle, det er en lang tradition i den norske presse ikke at skrive om børnenebeskyttelsessager. Katastrofen dækkes aktivt af børneadministrationen, for eksempel holder Bufdir-direktør Mari Trommalds insisterede på, at norsk børnebeskyttelse fungere godt. Ombudsmanden for børn udtrykker, at hun - fra hendes erfaring som dommer - ikke ser nogen problemer i forbindelse med domstolernes håndtering af børnebeskyttelsessager.

Højesteret er ikke interesseret i disse sager: Kun nogle få af børnevernssagerne i EMD er behandlet af Højesteret. Med andre ord abdicerede nationens højesteret i sager, hvor børns liv og fremtid blev besluttet (og samtidig overtræder de deres pligt under EMK til at prøve menneskerettighedskrænkelser nationalt).

Hvordan kom vi her til? Det første svar er ideologi: I Vesteuropa har et såkaldt børnecentrisk perspektiv haft indflydelse. Dette betyder, at barnets rettigheder i vid udstrækning ses isoleret fra familien. Myndigheder og såkaldte fagfolk får en betydelig beføjelser til at forstå og bestemme, hvad der er bedst for barnet, ofte på bekostning af vurderingen af ​​dem, der kender barnet bedst, forældrene. Disse vurderinger antages at være videnskabsbaseret.

Vores erfaring som børns fortalere er på den anden side, at subjektive synspunkter ofte præsenteres som metode- og faktabaserede konklusioner. Myndighederne går ind i børnefamilier og udfører mærkelige mikroanalyser af øjnekontakt, interaktion, forbindelse og forældreevner. Risikoen for hypotetiske fund er nært forestående, når man arbejder på denne måde. De "fund", der ligger til grund for deres vurderinger, er i virkeligheden umulig for en domstol at tage stilling til.

Forældrene har meget lidt, at skulle have sagt. Hvis psykologerne finder ud af, at det er bedst for barnet at blive flyttet fra forældrene, er tærsklen for godkendelse lav.

Det andet svar er personale: Der er mange dygtige medarbejdere i norsk børns velfærd. Ikke desto mindre er det et dårligt betalt "kvindearbejde" med en billig uddannelse. For mange socialarbejdere mangler forudsætningerne for at udøve den magt, de får.

I mange tilfælde er forældre mere ressourcestærke og reflekterende end sagsbehandlerne. Ofte registrerer sagsbehandleren dette og kompenserer ved at devaluere forældrene. Forældrenes interaktion med socialarbejderne består herefter i at forsøge ikke at træde dem over tæerne.

Det tredje svar er organisering: Norsk børnevelfærd er spredt over vores mange kommuner, og disse, med forskelle i økonomi og befolkning, er ansvarlige for hver deres afdeling. Dette har resulteret i rystende kvalitetsforskelle.

På dette punkt har Norge vist et større ansvarlighed overfor dyr end for børn. Da de indså, at de kommunale dyrevelfærdsudvalg ikke opfyldte deres mål, blev statslige regionale kontorer oprettet under Fødevaresikkerhedsautoriteten. Det faktum, at børns velfærd ikke længere er organiseret under et regeringsorgan, udgør en strukturel fiasko for myndighederne over for norske børn.

Børn og Unge-centrenes rolle som både hjælper og bøddel er næsten umulig og gør det meget udfordrende at opbygge tillid og samarbejde. Efter vores mening bør børns velfærd opdeles i et hjælpeorgan (som kan være kommunalt) og et statligt "retsforfølgningsagentur", som professionelt kan undersøge mistanke om utilstrækkelig pleje.

Det fjerde svar er ressourcer: En velfungerende børnevelfærd af høj kvalitet kræver, at det at arbejde med børnevelfærd er attraktivt og prestigefyldt. Dette kræver højere lønninger og muligvis kønnekvoter for at skabe en bedre kønsbalance. Med øget løn og prestige kan krav til videregående uddannelser også indfries.

Det femte svar er antallet af akutbeslutninger i anbringelsessager. Dette tal er ekstremt højt i Norge, og beslutningerne træffes på et meget smalt grundlag. Akutbeslutninger fører næsten automatisk til anbringelse. Cirka 80 procent af sagerne om anbringelse starter med en akutsituation. Nogle børnehjælpstjenester håndtere dette problem godt og har planlagt at reducere antallet af akutbeslutninger og har haft succes med det. Baseret på disse erfaringer bør nationale foranstaltninger gennemføres for drastisk at reducere antallet af akutbeslutninger.

Norsk børnevelfærd er ude af kontrol. I virkeligheden er det en ukontrolleret stat i staten, hvor tilfældigheden hersker. En familie, der kommer i socialforvaltningens søgelys, har ringe beskyttelse i Norge. Er der en god sagsbehandler, der kommer, går det godt. Hvis ikke, kan alt ske.